Twilight of the Gods
He was
just passing through, that foreigner with the tired eyes.
”Wow,
it's really dark and cold up here. I can't afford to pay for the
coffee but take this instead,” he said and left a word, one word,
on the table. A big word. ”Götterdämmerung”. On could easily -
and with some right, I think - have expected a fanfare or a cacophony
of trumpets and horns to go along with it, but there was nothing.
Just lying there by the complementary piece of 3rd rate
chocolate was a vibrating, blinking … lump(?) ... of a word. I
didn't think much of it at first but took it home and put it on my
table. I sat looking at it. It looked like it was breathing or there
was a flame inside it; a flame that grew bright and faded in the
rhythm of what I imagined would be a pulse, a beating heart. It
didn't do anything and wouldn't eat or drink. Guess, it didn't need
it. All winter it worked fine as a cosy sort of light and I saved a
lot of money from not having to buy candles. Then in the spring I
opened the window on a bright and slightly warm day and a magpie
rushed in, grabbed Götterdämmerung and off it went over the trees
and the neighbouring houses.
Kind of
sad, really. My white cat Baldur turned black from disappointment.
from
parasite to kissing ticket transformation of the mistletoe
Gudernes tusmørke
Han var kun på
gennemrejse den fremmede med de trætte øjne.
”Wow, det er
virkelig koldt og mørkt heroppe. Jeg kan ikke betale for kaffen, men
tag imod dette her i stedet,” sagde han og efterlod et ord, eet
ord, på bordet. Et stort ord. ”Götterdämmerung”. Man kunne
sagtens - og med god ret, efter min mening - have forventet en
fanfare eller en kakofoni af trompeter og horn, men der skete
ingenting. Den bare lå der ved siden af den medfølgende 3de rangs
chokolade, den dér vibrerende, blinkende … klump(?) … af et ord.
Jeg tog mig ikke særligt af den, det, i starten, men tog det med
hjem og lagde et på mit eget bord. Jeg satte mig og kiggede på det,
den. Det, den, klumpen så ud til at ånde eller som om der var en
flamme indeni; en flamme, der blev lysere og dæmpedes igen i en
rytme, jeg forestillede mig måtte være en puls; et bankende hjerte.
Den/det foretog sig ikke noget og ville hverken spise eller drikke.
Måske havde klumpen, ordet, ikke brug for det. Den, det, fungerede
fint hele vinteren som en slags hyggebelysning, og jeg sparede en del
penge på ikke at skulle købe stearinlys. Da foråret kom, åbnede
jeg vinduet på en lys og lun dag, og en skade skyndte sig ind, greb
Götterdämmerung og afsted var den over træerne og nabohusene.
Ganske sørgeligt,
egentlig. Min hvide kat Balder blev sort af skuffelse.
fra parasit til
kysse-billet misteltenens forvandling
No comments:
Post a Comment