Sock / Sok (deep poetry)

Sock

and I thought:

the centre of my being

is a tiny splotch

of spilled liquid
lying on the floor

only visible from the side

it must have fallen out of me

when I was looking

for something else

something that would provide stability

like a butterfly on a needle

or a tapestry slowly being eaten by moths

for, let’s face it, stability

is as temporary as the solar system

(I just thought I’d give you

a picture big enough to make you believe

that I have big thoughts)

I must have dropped it

while I tried to replenish

the fluid I was taught

is vital, that fluid

which can reflect the faces

of other people

but won’t respond

to anything I – or they – say

but I stepped on it

and it vanished into my sock

…

Sok

og jeg tænkte:

centeret af min væren

er en lille plet

af spildt væske
der ligger på gulvet

man kun kan se fra siden

den må være faldet ud af mig

mens jeg kiggede efter

noget andet

noget der ville give stabilitet

så som en sommerfugl på en nål

eller en gobelin der langsomt spises af møl

for, lad os se det i øjnene, stabilitet

er lige så midlertidig som solsystemet

(jeg tænkte, at jeg hellere

måtte give dig et billede stort nok til

at få dig til at tænke

at jeg har store tanker)

jeg må have spildt den

mens jeg prøvede at opspæde

den væske jeg har lært

er vital, den væske

som kan genspejle

andre menneskers ansigter

men ikke vil reagere

på noget jeg – eller de – siger

men jeg trådte på den

og den forsvandt ind i min sok