Sock
and I
thought:
the
centre of my being
is a
tiny splotch
of
spilled liquid
lying on the floor
lying on the floor
only
visible from the side
it must
have fallen out of me
when I
was looking
for
something else
something
that would provide stability
like a
butterfly on a needle
or a
tapestry slowly being eaten by moths
for,
let’s face it, stability
is as
temporary as the solar system
(I
just thought I’d give you
a
picture big enough to make you believe
that
I have big thoughts)
I must
have dropped it
while I
tried to replenish
the
fluid I was taught
is
vital, that fluid
which
can reflect the faces
of
other people
but
won’t respond
to
anything I – or they – say
but I
stepped on it
and it
vanished into my sock
…
Sok
og jeg tænkte:
centeret af min
væren
er en lille plet
af spildt væske
der ligger på gulvet
der ligger på gulvet
man kun kan se fra
siden
den må være faldet
ud af mig
mens jeg kiggede
efter
noget andet
noget der ville give
stabilitet
så som en
sommerfugl på en nål
eller en gobelin der
langsomt spises af møl
for, lad os se det i
øjnene, stabilitet
er lige så
midlertidig som solsystemet
(jeg tænkte, at
jeg hellere
måtte give dig
et billede stort nok til
at få dig til at
tænke
at jeg har store
tanker)
jeg
må have spildt den
mens
jeg prøvede at opspæde
den
væske jeg har lært
er
vital, den væske
som
kan genspejle
andre
menneskers ansigter
men
ikke vil reagere
på
noget jeg – eller de – siger
men
jeg trådte på den
og
den forsvandt ind i min sok
