Memoria House / Huset Memoria - haibun

Memoria House

”It's raining hammers, it's raining nails, it's true there's nothing left for you down here.” You add yours to a song about time as you ring the bell of the Memoria House. Asylum, rather. Refuge or Retreat if you buy into the lingo of the their journal. It's a place for people buried in their past, reluctant to deal with the present. It's an anonymous structure. A little fog and you would have missed it all together. For a long time nothing happens but then you hear soft steps approaching. A narrow slot in the door opens and you're handed the proofing print for the next issue of the journal. People in this house only writes down what they remember, or what they think they remember, from times long gone. It's occupational therapy but the inhabitants don't know that. They're writing down induced memories, not their own. They think they're storytellers, historians, novelists and what have you. But you cannot tell them they're not and why would you? They're happy that way and it's none of your business anyway.

below the new white the old black

Your job is to take that print to some editor across town. You haven't met him either but rumour has it that he's almost as far gone as the inhabitant of Memoria House. Not quite, but almost. “Bring what you receive at Memoria House to this address and take the rest of the day off,” was the message. No more, no less. The rain keeps up its vigour and you imagine it building a structure reaching above the smog, a structure that would support a brand new city shiny and flawless … but Buster Keaton enters the scene and nothing gets completed.

at the end of the string the idea of a kite

Huset Memoria

”It's raining hammers, it's raining nails, it's true there's nothing left for you down here.” Du lægger lidt af dit eget til en sang om tid, mens du ringer på hos Huset Memoria. Asylhjemmet, er måske mere passende. Refugium eller Retrætehus, hvis du køber sproget i deres tidsskrift. Det er et sted for mennesker begravede i deres fortid og modvillige med hensyn til at forholde sig til nutiden. Det er en anonym bygning. En smule tåge og du ville være gået forbi den. I lang tid sker der ikke noget, men så hører du bløde skridt nærme sig. En smal låge i døren åbnes, og du får rakt korrekturtrykket for det næste nummer af tidsskriftet. Menneskene i dette hus skriver kun, hvad de kan huske, eller det de tror, de kan huske fra tider, der for længst er borte. Det er beskæftigelsesterapi, men det véd beboerne ikke. De nedfælder plantede erindringer, ikke deres egne. De tror, de er historiefortællere, romanforfattere, historikere og hvad véd jeg. Men du kan ikke fortælle dem, at det ikke er sandt, og hvorfor skulle du? De er glade for det, de gør, og de rager i det hele taget ikke dig.

under det nye hvide det gamle sorte

Dit job er at bringe det dér tryk til en eller anden redaktør i den anden ende af byen. Ham har du heller ikke mødt, men rygtet siger, at han er næsten ligeså langt ude, som beboerne i Huset Memoria. Ikke helt, men næsten. ”Tag imod, hvad du får overrakt ved Huset Memoria og aflevér det på denne adresse,” var beskeden. Hverken mere eller mindre. Regnen er i fuld vigør, og du forestiller dig, at den bygger en konstruktion, der kunne holde til en helt ny by over smoggen, ren og fejlfri … men Buster Keaton træder ind på scenen og ingenting bliver fuldført.

for enden af snoren ideen om en drage

alone / alene sci-fi haibun/prose poem

A note of yellow in the first light; it's either the sun or the fluorescent phosphorus desert of Nayapal. You watch a hair move in the wind from the open window. It's hanging down in front of your left eye too close to see clearly and you rub your forehead just to witness bits of it falling into the can. You flush and praise The Constructor for creating floors. And gravity. At least they're a kind of stability in this fleeting stream of 1s and 0s. Temporary, but what isn't?

from who knows where

“In and Out of

the Red Balloon”

:::

There's a message on the phone. You avoid putting on your glasses. Might be urgent but you can't deal with 'urgent' right now. The dust from Nayapal adds an eerie aura to the stuff in your room. You're alone and you roll a smoke and turn on the tv and there's nothing on it; nothing but with a smiling face. You're alone and the building sings its own mad tunes as it sways in the storm from the desert.

curved bananas

did Oppenheimer stop

seeing atoms?

::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

En tone af gule i dagens første lys; det er enten solen eller Nayapals selvlysende fosforørken. Du betragter et hår, der bevæger sig i vinden fra det åbne vindue. De hænger ned foran dit venstre øje, for tæt på til at kunne ses tydeligt, og du gnider din pande blot for at se stykker af den falde ned i lokumstønden. Du skyller ud og priser Konstruktøren for at have skabt gulve. Og tyngdekraft. De giver i det mindste en slags stabilitet i denne flygtige strøm af 1-taller og 0'er. Midlertidigt, men hvad er ikke dét?

fra hvem ved hvor

”In and Out of

the Red Balloon”

:::

Der er en besked på telefonen. Du undlader at tage dine briller på. Måske er den vigtig, men du kan ikke håndtere 'vigtigt' lige nu. Støvet fra Nayapal forsyner tingene i din stue med en uhyggelig aura. Du er alene, og du ruller en smøg og tænder for fjernsynet, og der er ingenting på det; ingenting med et smilende ansigt. Du er alene og bygningen synger sine egne vanvittige sange, som den svajer i stormen fra ørkenen.

krumme bananer

holdt Oppenheimer op

med at se atomer?

to be given a word / at få et ord foræret (flash-fiction-haibun)

Twilight of the Gods

He was just passing through, that foreigner with the tired eyes.

”Wow, it's really dark and cold up here. I can't afford to pay for the coffee but take this instead,” he said and left a word, one word, on the table. A big word. ”Götterdämmerung”. On could easily - and with some right, I think - have expected a fanfare or a cacophony of trumpets and horns to go along with it, but there was nothing. Just lying there by the complementary piece of 3^rd rate chocolate was a vibrating, blinking … lump(?) ... of a word. I didn't think much of it at first but took it home and put it on my table. I sat looking at it. It looked like it was breathing or there was a flame inside it; a flame that grew bright and faded in the rhythm of what I imagined would be a pulse, a beating heart. It didn't do anything and wouldn't eat or drink. Guess, it didn't need it. All winter it worked fine as a cosy sort of light and I saved a lot of money from not having to buy candles. Then in the spring I opened the window on a bright and slightly warm day and a magpie rushed in, grabbed Götterdämmerung and off it went over the trees and the neighbouring houses.

Kind of sad, really. My white cat Baldur turned black from disappointment.

from parasite to kissing ticket transformation of the mistletoe

Gudernes tusmørke

 

Han var kun på gennemrejse den fremmede med de trætte øjne.

”Wow, det er virkelig koldt og mørkt heroppe. Jeg kan ikke betale for kaffen, men tag imod dette her i stedet,” sagde han og efterlod et ord, eet ord, på bordet. Et stort ord. ”Götterdämmerung”. Man kunne sagtens - og med god ret, efter min mening - have forventet en fanfare eller en kakofoni af trompeter og horn, men der skete ingenting. Den bare lå der ved siden af den medfølgende 3de rangs chokolade, den dér vibrerende, blinkende … klump(?) … af et ord. Jeg tog mig ikke særligt af den, det, i starten, men tog det med hjem og lagde et på mit eget bord. Jeg satte mig og kiggede på det, den. Det, den, klumpen så ud til at ånde eller som om der var en flamme indeni; en flamme, der blev lysere og dæmpedes igen i en rytme, jeg forestillede mig måtte være en puls; et bankende hjerte. Den/det foretog sig ikke noget og ville hverken spise eller drikke. Måske havde klumpen, ordet, ikke brug for det. Den, det, fungerede fint hele vinteren som en slags hyggebelysning, og jeg sparede en del penge på ikke at skulle købe stearinlys. Da foråret kom, åbnede jeg vinduet på en lys og lun dag, og en skade skyndte sig ind, greb Götterdämmerung og afsted var den over træerne og nabohusene.

Ganske sørgeligt, egentlig. Min hvide kat Balder blev sort af skuffelse.

fra parasit til kysse-billet misteltenens forvandling

identitrivilaty / Identitrivialtet

Identitriviality

”Ich glaube … no, I think that there's an overall resistance or dislike to be who and what you are rooted in our upbringing. I mean, why would you begin to become something or someone you're not already in your teens. And it doesn't stop there. Grown people spend a lot of time trying to look like someone else. THERE lies the downfall of humanity, I guess.”

“You really shouldn't watch that much reality tv.”

“No?”

K. takes off his Dolly Parton costume, fake tits and all.

“Maybe I should try to be Japanese instead.”

“Well, your complexion will come in handy.”

Dead whities get a little yellow with time.

“Nah, I can't stand raw fish ...”

kimonotously an autumn rain with no end

Identitrivialitet

”Ich glaube … nej, jeg tror, at der er en overvældende modstand mod eller mishag ved, at være den og hvad, du er rodfæstet i vores opdragelse. Jeg mener, hvorfor ville du anstrenge dig for, at at blive til nogen eller noget, du ikke er allerede som teenager. Og det stopper ikke der. Voksne mennesker bruger en masse tid på, at fremstå som en anden, end den de er. DER ligger menneskets fald, vil jeg tro.”

”Du skulle virkelig ikke se så meget reality tv.”

”Ikke?”

K. tager sit Dolly Parton kostume af; falske patter og hvad véd jeg.

”Måske sku' jeg prøve at blive japaner i stedet.”

”I det mindste vil din hudfarve være praktisk.”

Døde hvidlinge bli'r en smule gule med tiden.

”Næeh, jeg kan ikke udstå rå fisk ...”

kimonotont en efterårsregn uden ende