(heritage / arv)

the rain came and went

I passed on my powder-wings

to my imaginary son

I gave him a body of old floor boards

of bits of dopamine-dogs

of eider down and rusty nails

I set a dune aflame

to signal the homeland star

that he was ready

to return in my place

my heritage is written in the water

of a desert tribe

blue-skinned and sombre

hidden in The Skin of The Goat of the All-Seeing

inside the sound of mountain-whale's song

and there it will stay

till time too takes on a body

when it will go out of itself

to find its mate

regnen kom og gik

jeg gav mine pulvervinger videre

til min imaginære søn

jeg gav ham en krop af gamle gulvbrædder

af dopaminhunde

af edderdun og rustne søm

jeg satte en klit i brand

for at sende et signal til hjemstavnsstjernen

at han var rede til

at vende tilbage i mit sted

min arv er skrevet i en ørkenstammes vand

blåhudet og dyster

gemt i Skindet af den Altseendes Ged

inde i lyden af bjerghvalens sang

og der vil den forblive

til også tiden antager et legeme

når den vil gå ud af sig selv

for at finde en mage

By Schuster's Grace / Ved Schusters nåde

it's the forerunner of a storm

but for now it can only move a leaf

and a dead one at that

as it clings to the left eyebrow

of the man called Schuster (Schuster Majesticus)

he who makes sure that fluids mix

and yet keep their individual taste

he calls forth the name of an old king

to be thrown onto the wind as it grows

a name that will bind it to the twain hills

housing the bones of hares and deer

and fallen travellers, of restless minstrels

and jars of laughter once used

to scorn the mighty

thus things will stay in place

and poodles will remain poodles

only their shadows resembling

the beast

we fear

det er forløberen til en storm

men lige nu kan den kun bevæge et blad

og dét et dødt eet

som det klynger sig til det venstre øjenbryn

på manden, de kalder Schuster (Schuster Majesticus)
han, som sikrer, at væsker kan blande sig

uden at miste deres individuelle smag

han kalder en gammel konges navn frem

det skal kastes på vinden, mens den vokser

et navn, der vil binde den til de to høje

der huser benene af harer, og kronvildt

og faldne rejsende, af rastløse minnesangere

og krukker med latter, der engang blev brugt

til at håne de mægtige

således vil tingene forblive på deres pladser

og pudler vil forblive pudler

kun deres skygger vil ligne

uhyrerne

vi frygter

(Va bene?)

Va bene?

Va male?

The man who overheard Christ talking to Saint Catherine tries to cross the hot water pool with a lit candle though his house is full of water. His neighbours pull him out and he never reaches the far end.

Tu sei pazzo!

Once he locked up his family for seven years. They needed to be saved and below the town on the mountain top the road crawls away.

Misericoridia!

As always the dog comes out of nowhere.

Va bene?

Va male?

Manden, der overhørte Kristus tale til Sankt Catharina prøver at krydse springvandsbassinet med et tændt lys, selvom hans hus er fuldt af vand. Hans naboer trækker ham op, og han når aldrig den fjerne ende.

Tu sei pazzo!

Engang lukkede han sin familie inde i syv år. De skulle frelses og under byen på bjergtoppen kravler vejen væk.

Misericordia!

Som altid kommer hunden ud af intet.

(zeronauts / nullonauter)

I

and you were that wolf

that ate half the bridge

that in utter politness

(and careful, very careful)

took the road on it's back

(or what it its belly?)

and carried it

from one bank to the other

II

we have no rain of our own

our feet are moved by ravens

nailed to a marble book

drawn from the hungry ocean

our days as sailors too

are numbered by the twigs

of the ash tree

in the middle

of The Zero

and thus we become Zeronauts

I

og du var den er ulv

der åd halvdelen af broen

der af yderste venlighed

(og nænsomt, meget nænsomt)

tog vejen på ryggen

(eller var dens mave?)

og bar den

fra een bred til en anden

II

vi har ikke vor egen regn

vore fødder bevæges af ravne

naglet til en marmorbog

trukket op af det sultne hav

også vore dage som sømænd

er talte ved kvistene

på asketræet

i midten

af Nullet

således bliver vi til Nullonauter

(Paperladder / Papirstige)

at the foot of the paper-ladder we light a fire a cold one to signal the moths we've arrived in the desert of hourglass-sand you draw images of long since exploded ancestors while I oil the gears of a mountain that will be our vehicle as we cross the needle's head with eyes full of fish we join the eternal caravan carrying nothing between nowhere and noplace

ved foden af papirstigen tænder vi en ild en kold een for at signalere til natsværmerne at vi er ankommet i ørkenen af timeglassand tegner du billeder af for længst eksploderede forfædre mens jeg smører gearene i et bjerg der skal blive vort fartøj når vi skal krydse nålehovedet med øjne fulde af fisk tilslutter vi os den evige karavane der fragter ingenting mellem intetsteds og ingenvegne

(Pollenprayer / Pollenbøn)

we make our bed

for the dragonflynight

with fingers that turn to dust

with every touch

in milky silence

we inscribe the secrets

of our pollenprayer

to the one

cloud of unkowing

where deep chairs

and eager scarabs

awaits our particpating

in moving the heavenly bodies

the rest

goes into

the rain

vi ordner vor seng

til guldsmedenatten

med fingre der bliver til støv

ved hver berøring

i mælkestilheden

indskriver vi hemmelighederne

i vor pollenbøn

til den eneste

uvidenhedens sky

hvor dybe stole

og ivrige skarabæer

afventer vor deltagelse

i at bevæge

de himmelske legemer

resten

går ind

i regnen

(Threshold / Tærskel)

falling the spire-birds that crashed against the leaden sky hung in dusk-chains we try our best to put them back together using our sight as glue our sweat our bread and you you have one foot in the next dawn while I have one in the previous night and the saviourstone sings

de falder spirfuglene der smadredes mod himlen af bly hængende i tusmørkekæder vi prøver så godt vi kan at samle dem igen med vort syn som lim vor sved vort brød og du du har den ene fod i det næste gry mens jeg har én i den foregående nat og frelserstenen synger